Pressemeddelelse
Marselisborg køber Sonne & Nielsen og VIREGO
IT-selskabet Sonne & Nielsen, der står bag systemerne VIREGO og FUND VISUATE, overdrages til nye ejere.
Marselisborg IT køber Sonne & Nielsen, hvormed samtlige aktiviteter og medarbejdere fortsætter som en del af Marselisborg, hvilket sikrer fortsat udvikling til glæde for selskabernes kunder og medarbejdere: ”Jeg er rigtig glad for at blive en del af Marselisborg, der udvikler fagligt stærke IT-løsninger til kommunerne, og samtidig er et at landets stærkeste konsulenthuse ift. det brede velfærdsområde. Marselisborg repræsenterer en faglighed og idéudvikling, som flugter med vores hidtidige arbejde i Sonne & Nielsen, og jeg glæder mig til at kunne fortsætte udviklingen af eksisterende og nye produkter yderligere til gavn for vores kunder”, fortæller Loke Sonne, direktør og ejer af Sonne & Nielsen.
Styrkelse af Marselisborg IT
Hos Marselisborg IT udtrykker partner Lars Buchholt stor tilfredshed med overtagelsen af Sonne & Nielsen: ”Vi har i de seneste år opbygget en IT-udviklingsenhed i Marselisborg, hvor vi omsætter vores stærke praksisnære viden på de brede velfærdsområder til nye IT-løsninger målrettet den offentlige sektor. Indtil nu er IT-systemet FORECAST implementeret i en række jobcentre med henblik på at hjælpe medarbejderne til at få flere borgere hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet. Med Sonne & Nielsens system VIREGO får vi nu suppleret vores portefølje med en stærk og anerkendt IT-løsning ift. at understøtte den virksomhedsrettede indsats. Med Loke Sonne og medarbejderne i Sonne & Nielsen får vi i Marselisborg IT styrket vores faglighed og kapacitet til udvikling af eksisterende og nye produkter, hvilke vi glæder os til at lancere i 2020 og 2021”, fortæller partner i Marselisborg, Lars Buchholt.
Ingen ændringer for eksisterende kunder
Marselisborg overtager alle Sonne & Nielsens eksisterende kontrakter og samarbejdsaftaler med jobcentre og øvrige kunder, hvorved disse fortsætter på uændret vis. Lars Buchholt pointerer vigtigheden af at videreføre Sonne & Nielsens arbejde med VIREGO og FUND VISUATE, hvor kundernes behov og ønsker er i højsædet: ”Vi kommer til at videreføre den gode kundeservice og agile systemudvikling, som kunderne allerede kender hos Sonne & Nielsen. Med den nye og styrkede organisation i Marselisborg IT vil vi få yderligere kapacitet til at tilbyde flere skarpe løsninger, samt fortsat yde hurtig support og grundig implementeringsstøtte”, siger Lars Buchholt.
Fortsat vækst i Marselisborg
I 2019 opkøbte Marselisborg anden aktør-virksomhederne Hartsmanns Jobconsulting og Specifik. Med opkøbet af Sonne & Nielsen vokser Marselisborg yderligere og tilføjer desuden en række softwareløsninger, der understøtter de fremtidige organiske vækstambitioner. Således medfører opkøbet af Sonne & Nielsen en strategisk platform, der giver Marselisborg yderligere muligheder for at servicere ministerier, styrelser og kommuner med en bredere vifte af løsninger: ”Med købet af Sonne & Nielsen udmønter vi nu visionen om at kunne levere problemløsninger på flere niveauer til den offentlige sektor gennem driftsbistand, rådgivning og IT-understøttelse. Det gør vi gennem Marselisborg Work & Life, som leverer jobrettede indsatser for ledige og sygemeldte målrettet landets jobcentre; Marselisborg Consulting, der rådgiver og udvikler stat og kommune inden for de brede velfærdsområder; samt Marselisborg IT, der implementerer praksisnære IT-produkter”, udtaler Søren Dinesen, CEO for Marselisborg.
Fakta
Marselisborg blev stiftet af Beskæftigelsesministeriet i 2002 under navnet ”Jobcenter Marselisborg”.
Sonne & Nielsen blev stiftet i 2013 af Loke Sonne og Lars Nielsen. Virksomheden leverer apps og it-løsninger til kommuner og private virksomheder inden for beskæftigelsesområdet, samt til kulturinstitutioner og foreninger.
Marselisborg består i dag af følgende tre divisioner:
Marselisborg Consulting med 35 konsulenter, der rådgiver offentlige kunder inden for de brede velfærdsområder.
- Marselisborg IT med 10 medarbejdere, der udvikler IT-løsninger målrettet den offentlige sektor.
- Marselisborg Work & Life, som beskæftiger 70 konsulenter, der bistår de danske kommuner med jobrettede indsatser for borgere inden for beskæftigelsesområdet.
Marselisborg er ejet af selskabets partnerkreds, Jakob Paaske, Lars Buchholt, Peter Andreasen, Mette Seeberg og Søren Dinesen (CEO), samt Morten Mathiesen Holding ApS og Generationsskifte Invest A/S med Jens Heimburger som bestyrelsesformand.